10 mænd er blevet anholdt forskellige steder i Europa ii forbindelse med en sag om indsmugling af over 500 kg. kokain og heroin til Danmark. Fem af anholdelserne er sket her i landet.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Politiet slog til onsdag med anholdelser og ransagninger i fem lande efter en længerevarende efterforskning. Efterforskningen er foregået i samarbejde mellem politiet i Norge, Holland, Tyskland og Montenegro.
De anholdte mænd er i alderen 24 til 62 år.
Fem blev anholdt i Danmark – i henholdsvis Odense, Hirtshals, på Djursland og to i Randers. Tre mænd blev anholdt i Holland, mens de to sidste blev anholdt i Norge og i Montenegro.
En fjerde hollænder sidder i forvejen varetægtsfængslet i Tyskland.
Alle ti mænd er sigtet for at være involveret i international organiseret smugling af og handel med narkotika.
De tre hollandske mænd er sigtet for i 2022 at have smuglet mere end 500 kilo kokain og heroin fra Holland til Danmark. Sagen en dermed en af de største om indsmugling af narko herhjemme.
Solgt til danske kriminelle netværk
Stofferne blev ifølge sigtelsen i Danmark afsat til flere kriminelle netværk over hele landet – herunder flere af de danskere, der også blev anholdt onsdag.
Tre af de sigtede, som kommer fra Randers og Hirtshals, er desuden sigtet for at have smuglet flere hundrede kilo hash og skunk fra Danmark til Norge.
Ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard understreger i pressemeddelelsen, at det internationale politisamarbejde har spillet en afgørende rolle i sagen.
– Særligt har samarbejdet med politimyndighederne i Montenegro været forbilledligt og viser, at mistænkte for organiseret kriminalitet ikke er uden for dansk politis rækkevidde, selvom man forsøger at skjule sig i lande, hvor vi ikke har direkte samarbejds- og udleveringsaftaler via EU, udtaler han.
De fire hollændere og den anholdte i Montenegro vil blive begæret udleveret til Danmark, mens den norske statsborger forventes retsforfulgt i Norge.
Fire af de mænd, som blev anholdt i Danmark, vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Den femte anholdte ventes løsladt efter endt afhøring, men er stadig sigtet i sagen.