En domstol i Moskva har i dag inddraget driftstilladelsen for den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta.
Avisen, der tidligere har kritiseret Ruslands invasion af Ukraine, standsede ifølge Ritzau udgivelsen midlertidigt i marts som følge af skærpet russisk censur.
Novaja Gazeta blev i en retssag anlagt af det russiske medieovervågningsorgan Roskomnadzor anklaget for at have undladt at have fremlagt dokumenter vedrørende et ejerskifte i 2006.
Avisen er kendt for at være den ledende uafhængige avis i Rusland, og bladets chefredaktør, Dmitrij Muratov, fik i 2021 Nobels fredspris sammen med Maria Ressa fra Filippinerne – begge for at beskytte ytringsfriheden i deres respektive lande.