Danske Bank er i Irland blevet idømt en millionbøde for igennem en årrække ikke at have haft styr på bankens kontrolsystemer i bankens filial i Irland.
Det oplyser Danske Bank og Den Irske Centralbank i to separate pressemeddelelser.
Oprindeligt gik Den Irske Centralbank efter at få banken idømt en bøde på 2,6 mio. euro, hvilket svarer til godt 19 mio. kroner. De to parter har dog indgået et forlig, hvorefter Danske Bank slipper med at betale 1,8 mio. euro, svarende til 13,4 mio. kroner.
Banken er dømt for at have haft problemer på tre områder i deres kontrolprocedurer. Problemerne stod på i en periode fra 2010 til 2019. Ifølge Den Irske Centralbank opdagede Danske Bank allerede i 2015 internt problemerne, men alligevel blev myndighederne først informeret om situationen fire år senere.
Centralbanken har anslået, at 348.321 transaktioner i Danske Bank-filialen ikke har været under tilstrækkeligt opsyn. Det svarer til mere end 2 procent af det samlede antal transaktioner.
Danske Bank forklarer, at man for perioden fra 2016 til 2019 fik ekstern hjælp til at undersøge transaktionerne
»Resultatet af undersøgelsen viste, at risikoen for økonomisk kriminalitet i forbindelse med de undersøgte transaktioner var meget lav og kun gav anledning til én mistænkelig transaktionsrapport i forhold til kunderne i den irske filial. Danske Bank har ikke identificeret kunder, som har lidt noget økonomisk tab som følge af fejlen,« skriver Danske Bank i pressemeddelelsen og understreger samtidig, at den har samarbejdet med Den Irske Centralbank i sagen.
»Danske Bank beklager dybt og undskylder for fejlene, som foranledigede denne undersøgelse. Danske Bank anerkender vigtigheden af at have effektive procedurer for hvidvaskbekæmpelse og tager vores forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen samt tilhørende vejledninger meget alvorligt,« tilføjer banken.