Dansk jæger dræbt af vildsvin i svensk jagtområde

Foto: Shutterstock.

I forbindelse med en jagt i et skovområde uden for Eksö i Sverige er en dansk mand i 60érne omkommet. Det oplyser svensk politi.

 

Politiet formoder, at manden i forbindelse med jagten er stødt på et vildsvin i skoven. Dyret har såret manden, som efterfølgende flygtede op i et nærliggende jagttårn.

Politiet fik onsdag morgen kort før kl. 9 melding om, at en mand var fundet død i jagttårnet, der ligger i et skovområde i Kråkshult ved Eksjö.

På grund af uklare omstændigheder i forbindelse med dødsfaldet tilkaldte politiet i første omgang en kriminaltekniker, og to personer blev tilbageholdt.

Politiet kunde dog efter at have undersøgt sagen konkludere, at der ikke var sket en forbrydelse, men at der i stedet har været tale om en ulykke. De tilbageholdte personer blev derefter løsladt, og ingen er sigtet for noget.

Det svenske politi vil nu undersøge, om jægerens våben er blevet affyret, og om vildsvinet er blevet såret. Man ønsker med sikkerhed at fastslå årsagen til mandens død. Desuden vil man afsøge området for at finde ud af, om der findes såret vildt i området.

Det svenske medie SVT har spurgt pressetalsmand ved svensk politi Johnny Gustafsson, hvordan man er nået frem til konklusionen af, at manden er blevet angrebet af et vildsvin.

Johnny Gustafsson oplyser at det er sket i samråd med politiets tekniker og retslæger.

– Det er typen af skader, som personen har fået på den nedre del af kroppen, siger pressetalsmanden.

Den danske mands pårørende er underrettet.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk