Den danske fregat Esbern Snare indsættes nu som en del af Natos styrker på højt beredskab. Fregatten har en besætning på 140 mand.
Fregatten skal i aktion frem til midten af december og er Danmarks bidrag til Natos skærpede beredskab som en reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.
Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Planen for Esbern Snare er, at fregatten skal indgå i en flådestyrke, der i første omgang indsættes i Sydeuropa, hvor styrken skal deltage i en øvelse ved Portugal.
Herefter vil styrken skulle deltage i den store Joint Warrior-øvelse i Den Engelske Kanal, hvorefter man sejler ind i Østersøen.
– Når vi kommer ind i Østersøen, må vi forvente, at vi får besøg af russiske fly. Sådan har det også været tidligere. Vi er selvfølgelig klar til at forsvare os, men vi er ikke ude på en mission, hvor vi skal gøre noget ved nogen. Vi er der for at forsvare Nato, understreger kommandørkaptajn Lars Povl Jensen i pressemeddelelsen.