Bevæbnet norsk politi har siden torsdag aften været til stede ved gasanlægget Kårstø i Tysvær i det vestlige Norge, efter en mulig observation af en drone i nærheden af anlægget.
Det skriver avisen Stavanger Aftenblad.
– Vi ved alle, at dette er et anlæg af særlig interesse. Vi er derfor til stede med politi på begge sider af Boknafjorden, siger Victor Fenne-Jensen, der er operationsleder i Norges sydvestlige politidistrikt til avisen.
Politiet modtog anmeldelsen om den mulige droneobservation klokken 21.30 torsdag aften.
Over for avisen bekræfter operationslederen at man i øjeblikket kontrollerer køretøjer på stedet. Ifølge norske TV 2 var det personale fra det norske forsvar, der først observerede dronen.
Natten til fredag er der meget politi på stedet, og efterforskningen ventes at fortsætte fredag.
Myndighederne har ikke konkret fundet nogen drone, og der er heller ikke pågrebet nogen i sagen.