En blot 16-årig pige er ved Retten i Helsingør idømt tre måneders betinget fængsel for at have hvidvasket 247.000 kr.
Det oplyser anklager ved Nordsjællands Politi, Nadia Meinholt, til presse-fotos.dk
Pigen forklarede i retten, at hun var blevet truet af en bekendt til at hæve pengene, efter at de var blevet sat ind på hendes konto.
Hun beskrev desuden, at den person som truede hende, også havde adgang til hendes bankkonto. Hun havde selv givet manden både kontonummer og koder til NemID.
Da der er tale om en betinget dom, slipper den unge pige for at skulle afsone i fængsel. Til gengæld er hun blevet pålagt at samarbejde med Ungdomskriminalitetsnævnet for at sikre, at hun ikke kommer ud i kriminalitet igen.
– Dommen er et klart signal om aldrig at udlevere private oplysninger til andre – og altid stille sig kritisk, når nogen vil overføre penge til ens konto, understreger Nadia Meinholt til presse-fotos.dk.
Hun forklarer desuden, at flere og flere kriminelle udnytter unge eller svage personer til netop at hvidvaske penge for dem.