90.000 inkassokunder i Danske Bank får nu slettet deres gæld. Banken oplyser onsdag ifølge Ritzau at man som følge af “en række systemiske fejl” har valgt at nedsætte de pågældende kunders skyldige beløb til nul kroner.
Danske Bank skriver i en meddelelse til fondsbørsen, at man siden 2019 løbende har identificeret “yderligere problemstillinger i forhold til vores inkassosystemer.”
Banken har derfor besluttet, at det må anses for uholdbart for både kunder og banken selv at inddrive gælden fra de berørte 90.000 kunder.
Beslutningen om at stryge gælden for de mange kunder vil ifølge Danske Bank medføre betydelige øgede nedskrivninger på omkring 650 millioner kroner.