En 48-årig mand er fredag ved Københavns Byret idømt ni års fængsel for at have modtaget, besiddet og videregivet 15 kilo kokain.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Sagen mod den 48-årige er ikke enkeltstående men en del af et større sagskompleks, som af politiet er blevet kaldt “Operation Sixpence”.
I forbindelse med sagen ransagede politiet sidste år i september flere adresser og 15 personer blev anholdt, heraf 13 i Danmark og to medlemmer af Hells Angles i Spanien.
Siden disse anholdelser er sagen vokset og involverer nu 30 personer. Af disse 30 har flere allerede modtaget deres dom. Det gælder bl.a. en 32-årig mand, der i juli blev idømt otte års fængsel for håndtering af 12 kilo kokain.
Sagen mod den 48-årige blev behandlet som en tilståelsessag. Manden vedkendte, at han den 7. maj 2020 havde hentet den store mængde kokain på en adresse i Brøndby og bragt den til Vanløse, hvor han opbevarede stoffet i fem dage, før han videregav de 13 kilo ved DK Byen metrostation på Amager.