Københavns Politi eftersøger i øjeblikket den 12-årig pige Eliza, der fredag aften omkring kl. 18 forlod sit hjem i Valby for at tage i Fællesparken sammen med to veninder.
Det oplyser politiet på Twitter.
»Hun var ude med nogle veninder, og så er hun ikke kommet hjem igen,« siger vagtchef Dyre Sønnichsen til B.T.
I øjeblikket taler politiet med pigens mor for at finde yderligere information om pigen med henblik på at finde hende hurtigst muligt.
»Hun havde ikke nogen telefon med, og umiddelbart ved vi heller ikke, hvem de her veninder er. Vi har forsøgt at finde frem til dem,« forklarer vagtchefen til avisen
Politiet har bl.a. gennemgået Elizas venneliste. Dyre Sønnichsen forklarer, at man ikke for nærværende mistænker, at der skulle være sket noget kriminelt, men at pigen måske har overnattet hos de nævnte veninder.
– Det er i hvert fald vores hypotese lige nu, så det spor arbejder vi ud af,« tilføjer vagtchefen.
Den savnede pige beskrives som værende 155 centimeter høj og med mørkt, langt hår. Hun var iført et sort tracksuit og brune sko.
Eventuelle henvendelser vedrørende Eliza bedes rettet til politiet på telefonnummer 1-1-4.