Robert Lewandowski spillede for anden uge i træk en stor rolle, da Barcelona søndag besejrede Valladolid på Camp Nou med 4-0.
Den 34-årige Robert Lewandowski scorede ligesom i holdets foregående kamp to gange. Han gjorde det til 1-0 og 3-0 . Barcelona har nu syv point efter tre kampe i den nye sæson.
Barcelonas danske spiller Andreas Christensen deltog ikke i søndagens kamp på grund af feber.
Hjemmeholdet startede med tre andre af sine dyre sommerindkøb på banen. Jules Kounde, der er købt i Sevilla, fik debut i forsvaret, og længere fremme huserede Raphinha og altså også Robert Lewandowski.
Raphinha og Lewandowski ser ud til at have fået godt gang i samspillet. Således leverede Raphinha i første halvleg to knivskarpe indlæg fra højre til sin polske kollega. Lewandowski headede det første indlæg på indersiden af stolpen, mens han sendte det andet indlæg i nettet fra tæt hold.
Kort før pausen serverede Ousmane Dembélé bolden for fødderne af Pedri, der fra en position midt for mål bragte Barcelona på 2-0.
I anden halvlegs 65. minut scorede Lewandowski med et hælspark, og Sergi Roberto afsluttede scoringen i kampens overtid til slutresultatet 4-0 til Barca.