Den franske trup til VM-slutrunden i Qatar er ramt af endnu et afbud. Christopher Nkunku er ude af VM-slutrunden med en skade.
Det bekræfter Frankrigs fodboldforbund i en pressemeddelelse.
– En skade til træning har gjort, at Christopher Nkunku må opgive at deltage ved VM. Hele holdet føler med Christopher og ønsker ham god bedring.
– Han måtte forlade træningssessionen med smerter i venstre knæ. Efterfølgende undersøgelser har tirsdag aften vist, at der desværre er tale om en forstuvning, hedder det i udtalelsen fra fodboldforbundet.
Christopher Nkunku har spillet otte landskampe for Frankrig, men har endnu ikke scoret et mål
Til gengæld er franskmanden en stor stjerne i tyske RB Leipzig, hvor han har scoret et væld af mål. Nkunku har spillet 159 kampe for klubben og har scoret 64 gange samt lagt op til 51 mål.
Derfor regnede mange da også med, at Nkunku kunne spille en væsentlig rolle ved slutrunden i Qatar.
Hvem den franske landstræner Didier Deschamps indkalder som erstatning for Nkunku, er endnu ikke afklaret.
RMC Sport skriver dog, at det ifølge deres oplysninger bliver den 23-årige Randal Kolo Muani, som til dagligt spiller i tyske Frankfurt.
Disse franske stjerner misser VM:
Mike Maignan
Presnel Kimpempe
Paul Pogba
N’Golo Kanté
Christopher Nkunku
Frankrig åbner VM mod Australien den 22. november.