Arbejdsmarkedets yngre generationer har afgørende betydning for virksomheders økonomiske resultater.
Medarbejdere født efter 1981 har markant indvirkning på en virksomheds evne til at levere sorte tal på bundlinjen. Det konkluderer en ny undersøgelse fra it-virksomheden Citrix, som afdækker forholdet mellem virksomheders evne til at levere overskud og størrelsen på landets såkaldte digitalt indfødte – indbyggere født mellem 1981 og 2015, og som er vokset op i den digitale tidsalder.
De digitale indfødtes betydning er faktisk så stor, at hvis befolkningsgruppen vokser med ét procentpoint, kan det føre til en 0,9 procentpoints stigning i rentabilitet. Globalt svarer det til 11,57 billioner om året.
På trods af den afgørende effekt på virksomheders rentabilitet mangler mange virksomhedsledere ifølge undersøgelsen føling med de teknologikyndige ungdomsgenerationer og deres krav til arbejdspladsen.
Ud fra undersøgelsens interview med 1.000 virksomhedsledere og 2.000 vidensarbejdere mellem 18 og 39 år gør særligt fire misforhold sig gældende. Eksempelvis er det de fundamentale aspekter ved arbejdslivet, som de yngre generationer vægter højest.
Både jobsikkerhed- og stabilitet samt god work-life-balance er ifølge 87 procent af de adspurgte de væsentligste faktorer. Den holdning vækker ikke genklang hos lederne, hvor hovedparten anser adgang til den nyeste teknologi og mulighed for efteruddannelse som de væsentligste parametre for at tiltrække de yngre generationer.