Nye kinesiske elbiler klar til præsentation i Danmark

Foto: Pressefoto - BYD

Danskerne vil i løbet af kort tid blive præsenteret for et helt nyt bilmærke. Nic. Christiansen Gruppen, som i forvejen importerer bilmærkerne Hyundai, Honda, Land Rover og Jaguar, bliver dansk forhandler af elbiler fra den kinesiske bilproducent BYD.

 

BYD er en kendt spiller på det kinesiske marked for elbiler, og firmaet sælger hvert år flere end to millioner på verdensplan. I årets seks første måneder har BYD sendt 640.000 nye elbiler ud fra fabrikken i Kina.

Introduktionen på det danske marked er et led i et større europæisk fremstød. BYD´s elbiler er specielle, fordi man bygger bilerne på basis af en elbilteknologi, BYD selv har udviklet.

– Det er en stor fornøjelse at introducere vores markedsledende teknologi og nogle af vores nyeste produkter, når vi lancerer vores elektriske personbiler til den danske offentlighed, siger Michael Shu, som er leder af BYD i Europa, i en pressemeddelelse.

Lave priser og stærk teknologi

Hvilke elbilmodeller fra BYD, danskerne vil blive tilbudt, har Nic. Christiansen Gruppen endnu ikke bekendtgjort.

Gruppens direktør, Niels Vrist Berthelsen, oplyser dog til Ekstra Bladet, at danskerne vil kunne glæde sig til et bredt udvalg af modeller til konkurrencedygtige priser.

– BYD rummer alle de muligheder, som rigtig mange danskere efterspørger. Det er teknologisk stærke biler, og sikkerheden er fuldt ud konkurrencedygtig. Samtidig kan bilerne leveres til priser, som gør, at de kan være attraktive for mange danske familier, siger Niels Vrist Berthelsen til Ekstra Bladet.

BYD-bilerne kommer ifølge direktøren med en særlig batteristruktur.

– Bilerne fra BYD tilbyder bl.a. en batteriteknologi, kaldet Blade Battery, som er designet til at fylde mindre end konventionelle elbilsbatterier. Det giver dermed pladsbesparelse, idet batteriet er pakket direkte celle-til-pakke, forklarer han.

Nic. Christiansen Gruppen forventer at have de første BYD-modeller klar til salg allerede i oktober. En dansk hjemmeside med modeller og danske priser skulle være lige på trapperne.

Salget af det nye bilprogram vil foregå via Nic. Christiansen Gruppens eksisterende landsdækkende net af forhandlere.

Desuden vil Nic. Christiansen Gruppen åbne en særlig BYD-forretning i København, som åbner i løbet af efteråret 2022.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk